Årsrapport 2016/17

Koncernens salg landede på 1.849 mio. DKK, hvilket er på niveau med sidste forretningsår, og EBIT blev 44 mio. DKK, som er en fordobling i forhold til sidste år og i tråd med forventningerne meldt ud i august 2016. Årets resultat efter skat og totalindkomst blev 29 mio. DKK.

Flügger har i løbet af 2016/17 stabiliseret leveringssikkerheden og igangsat en nødvendig konsoliderings- og effektiviseringsproces. I Danmark og i Sverige har salget været vigende med hhv. -1 % i Danmark og -3 % i Sverige. I Norge har koncernen haft en positiv udvikling på +3 %, ligesom salg uden for Skandinaven, dvs. primært i Polen og Kina, udviklede sig positivt med en samlet vækstrate på +9 %.

De igangsatte effektiviseringstiltag har sat et positivt aftryk på koncernbalancen. Immaterielle og materielle aktiver blev reduceret med 56 mio. DKK, og koncernens varelagre og tilgodehavender blev reduceret med henholdsvis 21 og 22 mio. DKK. Med baggrund i de anførte reduktioner voksede koncernens beholdning af værdipapirer og likvider med 42 mio. DKK til 138 mio. DKK, samtidig med at koncernens bankgæld blev reduceret med 54 mio. DKK. Til udbytte er hensat 45 mio. DKK, svarende til 15 kr. pr. 20 kr. aktie.

Flügger forventer en omsætning i 2017/18 på niveau med 2016/17 og en EBIT-margin på 2-3 %. Vi har en langsigtet ambition om at levere en omsætning på 2 mia. DKK i 2020/21 men nedjusterer forventningen til vores EBIT-margin fra 8-10 % til 6-8 %. Nedjusteringen skyldes en forventning om stigende konkurrence og et øget investeringsniveau som konsekvens af fortsat konsolidering af butiksnet og produktionsfaciliteter. 

Jimmi Mortensen, CEO i Flügger A/S, udtaler: 

”Forretningsåret 2016/17 har budt på flere forandringer i Flügger. Vi har justeret vores struktur og igangsat tiltag, der skal mindske kompleksiteten i vores organisation og den samlede værdikæde, og derved skabe et mere agilt Flügger. Kampen om markedsandele er intensiveret, og det kræver, at vi bliver endnu skarpere på at tilbyde vores kunder løsninger, der hjælper dem med at tidsoptimere og samtidig sikre et godt resultat. Vi har samtidig fokus på tilgængelighed hvad angår butiksplaceringer, åbningstider, sortiment og professionel vejledning, og har igangsat en løbende konsolidering af vores butiksnet på tværs af markeder.”