Halvårsrapport 2018/19: Valutamodvind og høje råvarepriser påvirker resultaterne i Flügger.

Resultatet påvirkes negativt af valutakursudviklingen, specielt i den svenske krone, og høje råvarepriser presser indtjeningen. Fortsat fokus på omkostningsreduktion og konsolidering af butiksnettet.

Flüggers omsætning har i første halvdel af det forskudte regnskabsår været kraftigt påvirket af negative valutakurser, hvor specielt udviklingen i den svenske krone har været ugunstig. Omsætningen for de første to kvartaler runder 1.013 mio. DKK mod 1.021 mio. DKK i samme periode sidste år, svarende til - 1 %. I lokal valuta stiger omsætningen med 2 %. EBIT faldt med 15 % til 91 mio. DKK. 

På det danske og polske marked oplever koncernen vækst, idet omsætningen her stiger med hhv. 4 % og 12 % (4 % og 14 % i lokal valuta). Omsætningen i Sverige falder med 9 % (- 2 % i lokal valuta), i Norge falder salget med 1 % (0 % i lokal valuta) og Eksport til andre lande falder med 4 % (- 5 % i lokal valuta). Udgifter til råvarer, heriblandt binder, titandioxid og flyveaske, samt udgifter til transport er præget af markante prisstigninger, hvilket påvirker indtjeningen. Flügger har derfor fortsat stort fokus på at nedbringe omkostninger, blandt andet ved at konsolidere butiksnetværket, optimere processer og genforhandle indkøbsaftaler.  

Jimmi Mortensen, CEO, udtaler: 

- Markedssituationen er fortsat udfordret af en negativ udvikling i valuta, specielt i den svenske krone, samt høje råvare- og transportomkostninger. Råvarepriserne har til en vis grad stabiliseret sig, men det generelle prisniveau er stadig markant højere end tidligere

I det forgange halvår har vi intensiveret eksekveringen af de strategiske tiltag, der sigter mod at nedbringe vores faste omkostninger. Dette indbefatter blandt andet konsolidering af vores eget butiksnetværk, strømlining af vores forretningsprocesser samt justeringer i administration, produktion og lager. Vi har intensiveret denne proces, da vi ikke i tilstrækkelig grad har formået at bringe de øgede råvare- og transportomkostninger videre til markedet.

Hent rapport