Historien om en isbod – og modet til at drømme

Hvad gør man, hvis man er 12 år gammel, gerne vil tjene sine egne penge med et fritidsjob - og er blind?

Der er ikke tonsvis af jobopslag, hvor det at være blind er blandt de ønskede kompetencer. Hvad gør man så? Man skaber sit eget job. Det gjorde den i dag 14-årige Marius Fog Holst Larsen fra Torslunde.

Marius blev født tre måneder for tidligt, og blev af lægerne ikke spået mange chancer for at overleve, da han fik en hjerneblødning to dage gammel. Hjerneblødningen medførte, at han blev næsten blind. Men Marius var allerede dengang en fighter.

Da Marius var 12 år, begyndte han at tale med sin mor Bettina Fog Holst Larsen om muligheden for at få et fritidsjob – og de vidste begge, at det måske ikke var verdens nemmeste opgave at finde. I stedet fik Bettina idéen om at åbne en isbod hjemme i haven i Torslunde. Hun skrev ud på Facebook – og hjælpen kom fra naboer og familie, som donerede træ og byggemateriel. Flügger hørte om projektet og donerede malingen – og i juni måned 2016 kunne Marius åbne sin bod.

Men hvordan passer man isbod, når man er blind og ikke i farten kan læse navnene på isene? Det er der også en løsning på. Hos Marius har isene i hans bod ikke navne, men numre. Det gør, at han nemt kan finde isene i fryseren. Han har også lært pengene at kende med fingrene – og pengesedlerne kan han ane forskel på. Bettina fortæller: ”Vi er overbeviste om, at nerverne i hjernen finder nye veje. Marius’ syn er blevet bedre, fordi arbejdet med is-salget har været god træning for hans hjerne”.

Det er nu tredje sæson for Marius’ isbod. Marius passer den, når han har lyst – og det har han næsten hver dag – og åbningstiderne annonceres på isbodens Facebook-side. I løbet af de tre sæsoner har isboden fået stor opmærksomhed, og der kommer folk fra nær og fjern, både kendte og ukendte og besøger boden.

Projektet med Marius’ isbod fortæller, at man kan gå nye veje, selvom man er handicappet. For Marius’ vedkommende er han blind – men handicappet kan være et andet. Det, der er vigtigt, er at man tør gå en lidt anden vej og være åben for at håndtere de udfordringer, der kommer. Oftest viser der sig en løsning. Og det er en læring Marius – og andre – kan tage med sig. I hvert fald har Marius modet til at drømme videre om, hvad han skal lave, når han bliver voksen. Lige nu er drømmen at blive elektriker.

Flüggers Brand Ambassadør, Lone Nordby siger: ”Vi er så glade for at kunne være med til at støtte Marius i hans projekt, som viser, at et synshandicap – eller andre handicap for den sags skyld – ikke nødvendigvis skal være en hindring for at finde sig et meningsfuldt arbejde på længere sigt. Projektet med Marius’ isbod viser, at der med blot små greb og lidt hjælp fra omverdenen, kan gøres noget, som kan give mod til at drømme – og det har stor betydning for den enkelte”.

1

Marius' isbod
2

Marius Fog Holst Larsen besøgte i 2017 Flügger i Rødovre. Ved besøget mødte han i laboratoriet Flüggers farvetekniker Anita Florisson.
3

Marius fik også lejlighed til at se og mærke dem gamle ruller, som man i gamle dage brugte til at trykke tapeter med.