Regnskabsåret 2024/25 bar præg af øget aktivitet i Polen og et nordisk marked med forsat lav aktivitet for de professionelle malere. Samlet set havde Flügger en tilfredsstillende fremgang i indtjeningen.
Fremgangen skyldes til dels den styrkede bruttomargin som følge af et stabiliseret omkostningsniveau. Dertil bidrog prisstigninger og fremgang hos de private forbrugere. Generelle optimering og den stærke fremgang i Polen bidrog også positivt til indtjeningsvæksten.
Omsætningen blev 2.272 mio. DKK mod 2.208 mio. DKK året før, svarende til en vækst på 3%. Valutakurser bidrog med 1%. Stigninger i salgspriserne samt produktmix kombineret med en stabil volumen påvirkede omsætningen positivt.
Indtjeningen (EBIT) nåede 94 mio. DKK svarende til en fremgang på 38% i forhold til året før. Resultatet er i den øvre del af de oprindeligt udmeldte forventninger til året.
Den øgede indtjening, et generelt lavere investeringsbehov samt en stabil arbejdskapital hævede pengestrømme efter investeringsaktivitet til et historisk højdepunkt på 200 mio. DKK (ekskl. modtaget tilgodehavende fra tidligere frasalg). Samtidig faldt nettogælden betydeligt, hvorfor der foreslås et historisk højt udbytte.
Regnskabsåret 2024/25 markerede det første år med strategien Flügger Organic. Planen er fulgt, hvilket også kan aflæses af resultaterne, som dog indeholder signifikante transitoriske omkostninger.
For det kommende regnskabsår 2025/26 forventes en omsætning mellem 2.200 – 2.400 mio. DKK. Forventningen baseres på, at aktiviteten på markederne i Norden er uændret til svagt stigende, mens der fortsat forventes vækst i de internationale markeder primært drevet af Polen.
EBIT forventes at stige til niveauet 100 – 120 mio. DKK. Dette skyldes en antagelse om en styrket kundeportefølje, fuldårseffekt af tidligere butiksåbninger samt strømlining af forretningen som led i Flügger Organic-strategien.
CEO i Flügger group A/S, Sune Schnack, udtaler:
– “Vi ser betydelige effekter af vores strategi allerede efter et år. Ikke kun på resultaterne i regnskabet, men også når vi møder den enkelte maler, som tager godt imod vores øgede fokus på de professionelle kunders behov – med de til- og fravalg det medfører. Med det udgangspunkt er vi også tilfredse med, at vi i stigende grad lykkes med at gøre vores produkter, kvaliteter og service relevant hos de private kunder.
Særligt godt er det gået på det polske marked. Her ser vi frem til yderligere butiksåbninger i det kommende år – med forventningen om, at det kan blive vores største marked inden for en overskuelig fremtid.”
Casper Paggio Hansson Felt
Communications Manager