Farvekortet består af 32 nøje udvalgte nuancer; fra klassiske kølige toner til varme og gyldne hvide. Nuancerne harmonerer med tidens boligtrends, hvor naturmaterialer, beige og brune farver fylder mere.
“Internt i Flügger har vi kærligt kaldt det ’det kedelige farvekort’, fordi det ikke består af en masse forskellige, iøjnefaldende farver. Men netop her er “kedeligt” det bedste kompliment. Og jeg er stolt af, at vi kan lave et gennemtænkt, langtidsholdbart og æstetisk farvekort med fuldt fokus på vores kunders behov,” siger Charlotte Ottesen-Hansen, SVP for Brand & Business Development i Flügger. Hun fortsætter:
“Vi har store forventninger til, at kunderne tager farvekortet til sig. Forventningen er, i al beskedenhed, at farverne bliver de mest solgte og populære i vores sortiment.”
Zoomer man endnu mere ind på de hvide nuancer, viser det sig dog hurtigt, at arbejdet slet ikke er så kedeligt endda. I mange år blev hvid betragtet som et neutralt og sikkert valg, men i praksis er det en af de mest komplekse farver. For eksempel kan lysforhold, boligindretning og materialer i rummet få en hvid nuance til at ændre karakter. Derudover kan en kølig hvid fremstå blålig i det forkerte lys, mens en ren hvid kan virke skarp og klinisk, hvis den kombineres med varme materialer som træ og naturtekstiler:
”Danskerne ønsker hvide nuancer, der tilpasser sig hjemmets materialer, lysindfald og stil. Derfor har vi udviklet et samlet farvekort, som gør det nemmere at vælge den rette hvide nuance,” uddyber Charlotte Ottesen-Hansen.
Lanceringen af Flügger 32 er skabt på baggrund af voksende efterspørgsel fra både kunder og professionelle malere.
“Når vi taler med kunder og professionelle malere, hører vi det igen og igen: De savner et samlet og gennemarbejdet udvalg af hvide og neutrale nuancer. Med Flügger 32 får vores kunder et farvekort, som gør det lettere at vælge en nuance, der passer til den enkelte bolig. Uanset om man ønsker et køligt, varmt eller blødt udtryk,” fortæller Charlotte Ottesen-Hansen.
Nuancerne i Flügger 32 er inspireret af Nordens rå, smukke natur – fra sne og klipper til åbne kystlinjer. De bærer den samme rolige, harmoniske stemning ind i hjemmet. Hver nuance er udviklet i Flüggers laboratorium uden for København, i tæt samarbejde mellem Flüggers designteam og farvespecialister.
Farvekortet bygger på input fra kunder og butikker samt tidens trends og klassiske skandinaviske nuancer. De neutrale farver fungerer til både indendørs og udendørs flader og tilfører hjemmet en ensartethed med sanselig dybde.