Kvartalsmeddelelse 3. kvartal 2025/26
Hvis intet andet er nævnt, vedrører kommentarer i denne meddelelse 3. kvartal 2025/26. Omsætningsdata for finansårets første ni måneder (ÅTD) fremgår i rapporten.

Væsentlige begivenheder i 3. kvartal 2025/26

  • Omsætningen i 3. kvartal 2025/26, som er koncernens lavsæson, blev 451 mio. DKK mod 447 mio. DKK samme periode året før, svarende til en stigning på 1 %. Omsætningen 1. kvartal – 3. kvartal (ÅTD) blev dermed 1.715 mio. DKK, hvilket ligeledes er en stigning på 1 % sammenholdt med samme periode sidste år.
  • Segment Nordic havde i 3. kvartal fremgang i salget hos både de professionelle malere og private forbrugere, hvilket kompenserede for den igangværende udfasning af private-label lavpriskategorien. Således lykkedes det segment Nordic at ende 3. kvartal på samme niveau som sidste år.
  • Segmentet International voksede 4 % i kvartalet (ÅTD: 3%) drevet af den polske forretning, der havde en vækst på 12 %, mens der samlet set er en mindre tilbagegang i andre lande. I Polen er der generel fremgang på tværs af kundetyper, og for at understøtte dette har Flügger åbnet yderligere 3 nye butikker i regnskabsårets første 9 måneder.

 

Uændrede forventninger til 2025/26

De nuværende forventninger til 2025/26 er uændrede i forhold til tidligere udmeldinger.

  • Omsætning: 2.200-2.400 mio. DKK
  • EBIT: 100-120 mio. DKK

 

CEO i Flügger, Sune Schnack udtaler:

Vi følger fortsat vores plan for året og oplever generel fremgang i kerneforretningen på vores hovedmarkeder. Vores strategiske udfasning af lavprisprodukter påvirker toplinjen en smule – særligt i Danmark – men vi ser samtidig vækst hos både kvalitetsbevidste privatforbrugere og professionelle malere i Norden og Polen. Finansielt er tredje kvartal mindre begivenhedsrigt, da det er lavsæson. Til gengæld har vi forberedt os grundigt på finansårets sidste kvartal, hvor højsæsonen begynder.

For yderligere information:

Flügger kommunikationsafdeling

Flügger Scandinavia