Road to Rome inviterer malerlærlinge i Danmark til at dele en kort video, der viser malerfaget, når det er allerbedst. Konkurrencen er for dem, der går op i godt håndværk og kreativitet – uanset om det er i forbindelse med en perfekt finish, en særlig teknik eller noget helt tredje.
Kunstnerisk frihed med fokus på det gode håndværk
Konkurrencen er enkel: Lav en 20-60 sekunders video, der viser dit håndværk fra sin bedste side. Der er ikke én rigtig stil eller opskrift, man skal følge – tværtimod. Det må gerne være kreativt, overraskende og personligt, så længe det stadig er ægte malerfag. Det er netop kombinationen af faglighed og kreativitet, der gør et bidrag svært at glemme.
Videoen indsendes i formularen her.
Præmien: Rom og Salon Roma 2026
Der udvælges to vindere, som får en tur til Rom i forbindelse med
Salon Roma 2026. Dette års arrangement markerer desuden Salons 30-års jubilæum. Det er et internationalt event, hvor dekorative malere mødes om teknik, tradition og inspiration i nogle spektakulære rammer. For en malerlærling er det en sjælden mulighed for at få et kig ind i et internationalt fagligt univers, se håndværk på tæt hold og få inspiration med hjem til hverdagen på lærepladsen.
Om Salon
Salon er et internationalt samlingspunkt for dekorative malere og et fagligt fællesskab, hvor håndværk, teknikker og udtryk deles på tværs af lande. Salon har gennem årene udviklet sig til et sted, hvor tradition og fornyelse mødes, og hvor man kan hente inspiration fra nogle af dem, der virkelig kan deres håndværk.