Flügger bliver hovedsponsor for Danmarks Indsamlings store cykelevent Danmarks Stafetten

Flügger Danmarks Stafetten er Danmarks Indsamlings eksklusive cykelevent.

Der venter de deltagende virksomheder 6 spændende etaper med start i København den 27. januar 2020 og afsluttende med live-ankomst midt under det store DR TV-Show den 1. februar i Vejle Musikteater.  

Ole Egeblad, arrangør: 
”Det er fantastisk, at kunne byde Flügger velkommen som en markant støtte til Danmarks Indsamlings cykelevent. Flüggers engagement vil løfte Flügger Danmarks Stafetten på alle områder. Vi cykler de 6 etaper som en oplevelsestur, hvor alle kan cykle med og vi kommer gennem nogen af de skønneste egne i Danmark og vi cykler primært på grus og skovveje”

På trods af den noget barske tid på året, venter der deltagerne en helt unik cykeloplevelse, og for Flügger var det et let valg.

Jimmi Mortensen, CEO Flügger: 
”Vi er glade for at kunne støtte en begivenhed, som samler os og som kan begejstre medarbejdere, forhandlere og kunder. Flügger Danmarks Stafetten er en del af en fantastisk god sag, og turen går gennem dele af Danmark, , hvor vi har vores mange butikker og kunder. Vi glæder os meget til at cykle med – og håber at vejret er med os”. 

Om Danmarks Indsamling:

Danmarks Indsamling er hele Danmarks indsamling. En gang om året går 12 humanitære organisationer og DR sammen og samler ind for at hjælpe mennesker i nogle af verdens fattigste lande med at nå nogle af FNs verdensmål. Danmarks Indsamling 2020 samler ind til børn på flugt. Vi samler ind til børn, som skal have hjælp undervejs på flugten og når de er nået frem. Vi hjælper børn, som har mulighed for at vende hjem til deres familie eller oprindelsesland. Vi samler ind så flugt og migration til storbyernes gadeliv ikke skal være børnenes nødvendige udvej.

Om Flügger Danmarks Stafetten:

Flügger Danmarks Stafetten er Danmarks Indsamlings eksklusive cykelevent for virksomheder, der støtter Danmarks Indsamling med +50.000 kr.

Se mere på: https://danmarksindsamling.dk/virksomheder/danmarks-stafetten/